Det har ellers gået fantastisk i rigtig rigtig lang tid, med mine børn. Det gør det sådan set stadigvæk, men der har været lidt bølgegang her på det sidste, med den ene af dem. På den ene side, er jeg en masse erfaringer med mig i bagagen om at takle børn og skoleproblemer og på den anden side så må jeg erkende at ”kroppen husker”, når man bliver udsat for noget som føles forkert eller uretfærdigt.
For nyligt blev jeg spurgt om, hvordan man får forældre til at gå mere konstruktivt ind i forældresamarbejdet med skolen….
Jeg ved ikke om jeg er den rigtige at spørge, for jeg har ikke altid kunnet gå konstruktivt ind i et samarbejde med mine drenges tidligere skoler. Jeg har prøvet at græde af frustration, været vred, rejst mig fra et møde og også skældt heftigt ud. Hvorfor gjorde jeg så det, for det ER jo ikke særlig konstruktivt? Jo jeg følte mig ikke mødt, anerkendt som forælder OG som den fagperson jeg også er. Jeg har følt at jeg, som forælder, skulle opdrages, at der blev gået ind i privatsfæren også med ting, som jeg vitterligt, hverken som lærer eller mor synes kom dem ved. Jeg har forsøgt at forklare mine børns særheder og styrker, hvor jeg har oplevet at det vi så KUN arbejdede videre med var alle særhederne.
Dette stemmer ikke overens med folkeskolens generelle agenda om at børn vokser gennem at få ros, anerkendelse og med at dyrke det som børnene i forvejen er gode til. Jeg synes faktisk der er et skisma mellem det vi som skole/lærere mener rent pædagogisk og det som så faktisk sker i praksis.
Vi glemmer nogen gange idealerne i hverdagens travlhed, politiske skæld ud og besparelser.
Jeg har også mødt skoler, hvor der var tillid til os som forældre, hvor vi anerkendte hinanden og hvor samarbejdet kørte – også selv om det i en periode var svært for vores barn.
Jeg har grundlæggende den holdning, at vi alle er ligeværdige! Det har altid været min holdning, hvad enten jeg sad ved bordet som lærer eller som forælder. Det er imidlertid ikke alle skolers holdninger. Eller jo det mener de nok, men de udlever det ikke i mødet med forældrene.
Min holdning har også været at forældrene som regel er dem der er eksperterne på lige netop deres barn – og skolens fornemmeste opgave er at LYTTE GODT EFTER, når forældre forsøger at bringe løsninger på banen for problemer i skoletiden. Det er naturligvis ikke altid at løsningen kan bruges som den lægges ud, men som regel kan man som skole bruge dele af den, for at møde forældrene og vise at man har lyttet og hørt hvad der blev sagt. Der er mange skoler, der oplever, at år forældre er løsningsorienteret, så forsøger de at gå ind på skolernes kompetenceområder. Det er imidlertid sjældent tilfældet fra forældrenes side af.
Jeg tror at grunden til at skoler føler sig truet på deres faglighed for en stor del skyldes mediernes, Michael Ziegler, Anders Balles og flere politikeres tydelige mistillid til at folkeskolen er god nok.
Lærerne arbejder ikke nok, er ikke professionelle nok, holder for mange kaffemøder, er ineffektive, underviser for lidt osv… Vi fik alle fordommene ridset under forårets konflikt. Det gør noget ved et fag – ved en fagperson år efter år at få at vide at vi/de ikke er ”gode nok”, har det for godt osv osv.
Jeg tror, at det så mønter sig ud i en virkelighed, hvor når forældre så kommer med velmenende løsninger, så opfattes det, som en yderligere kritik af deres faglighed, fremfor faktisk det det er tænkt som – en løsning.
Jeg kunne så godt tænke mig at ALLE – politikere, Anders 1 og 2, Michael og Corydon og Antorini stolede lidt mere på at vi/de KAN – hvad enten man er forælder eller skolelærer. Det er faktisk ødelæggende for noget så enkelt, som et forældresamarbejde, at føle at man skal sidde på hver sin side af bordet, fremfor på samme side – for barnets bedste.
mettewelling 