OK 13 og OK 18 (Om den kommende storkonflikt)

Vi sagde det….. dengang i 2013 (Om den kommende storkonflikt i 2018)

Så skete det. Det jeg ikke synes skulle ske. Nu er det ikke blot lærerne som bliver løbet over ende i OK-18 forhandlingerne – men HELE den offentlige sektor. En kæmpe gruppe ansatte bliver bedt om at gentage lærernes konfliktsituation fra 2013. Det handler om ikke mindre end 780.000 mennesker.

Sophie Løhde har fortalt at hun i april vil komme med en stor reform af den offentlige sektor. Det lyder jo både besnærende og dejligt (og måske endda tiltrængt?), fordi der er en masse som ikke fungerer optimalt. Problemet er blot at de som skal betale for denne reform er de ansatte. De skal løbe endnu hurtigere., gå ned med stress og flygte fra den offentlige sektor lige som de 17.000 lærere som har forladt folkeskolen siden 2013.

De offentlige får ikke gavn af opsvinget som er i samfundet lige nu.  Sagt på alm. dansk. De får IKKE de samme lønstigninger som i den private sektor. Sophie Løhde har sagt at alle de offentlige ansatte har haft lønfest. Gid det var så vel! I de sidste tre overenskomster har de offentlige ansatte vist løntilbageholdenhed fordi der stadig var krise. Det er der ikke mere.
Sandheden er at Sophie Løhde har brugt det klassiske kneb blot at vise et udsnit af en lønstigning i 00 erne , hvor det ser ud som om at offentlige ansatte er steget voldsomt i løn. Virkeligheden er at offentlige ansattes løn nu blot følger det private arbejdsmarked. Hverken mere eller mindre.

Offentligt ansatte skal selv betale deres frokostpause. Det kan for en privatansat synes rimeligt nok. Det gør de/I jo i forvejen. Enig, så langt. Det kan vi godt – men i alle de år, hvor de privatansatte fik væsentlig mere i løn end offentligt ansatte, der fik vi/de så ”lønnen” betalt i ”bløde værdier”. For lærernes vedkommende forsvandt alle de ”bløde værdier” som vi i årevis havde forhandlet os frem, mod ikke at stige det samme i løn, som på det private arbejdsmarked til med et pennestrøg. Det kommer til at ske igen – i 2018 for 780.000 mennesker.
Jeg er nødt til at sige det som det er: Det er uretfærdigt. Jeg er desillusioneret! Ikke blot på mine vegne, men på alle 780.000 offentligt ansattes vegne.

Lige om lidt så breder LOV 409 sig fra lærerne og ud til hele den offentlige sektor. Bare vent og se…

De offentligt ansatte skal finansiere Sophie Løhdes reform med at arbejde mere og få mindre i løn. Præcis som det skete for lærerne i 2013.

Velkommen til et delt Danmark. Et Danmark, hvor politikerne er de eneste som vinder på at slå et 100 år gammelt system ihjel – trepartsforhandlingerne!

Længe siden sidst….

Gad vide om jeg kan få liv i den her blog igen? Når jeg nu har svigtet på det groveste og ikke skrevet et eneste ord i over 2 år! Nå, men det må vi få at se.
Hvad har jeg bedrevet? Mest af alt hverdag og levet livet i store mundfulde. Der er sket så meget og jeg ved ikke helt hvordan jeg skal få det ind i et enkelt blogindlæg. Sandheden er, at det skal jeg måske heller ikke, men blot tage det i små bidder, sådan som det nu kommer sig.

Hvordan ser min verden ud lige nu?
Julen 2017 – gik godt
Nytåret 2017/18 – gik godt
Arbejdslivet – går godt – stadig samme sted.
Familielivet – går godt
Børnenes trivsel – går godt
Rasmus og jeg – går godt.

Hvad vil jeg gerne i det kommende år?
Skrive bøger (ja i flertal – men mere om det senere)
Udgive bøger (ja også i flertal – der er TO på trapperne her i foråret – Yay)
Fortsætte bloggen
Leve livet
Elske mere
Grine mere
Sige pyt og hoppe i vandpytter
Rose mine børn og fortælle hvor stolt jeg er af dem
Rose alle andre mere, for det jeg synes de gør godt
Synge højere og mere inderligt
Danse mere

Det var den ultrakorte version. Nu kan du godt drikke din kaffe, få tændt støvsugeren eller ordnet vasketøj… ;-), men du må naturligvis også gerne læse videre, hvis du som jeg, er født nysgerrig.

Jeg tror i grunden den største forandring på hjemmefronten, siden jeg skrev i 2015 er at mine børn er blevet store. De er blevet selvstændige unge mennesker med en masse mod på livet.

Vi har lige haft juleferie og vores nu næsten 17 årige Christian udtrykker det på fineste vis i dag, da han ringer til Rasmus for at sige at han tager bus/tog mod Østerskov efterskole:  – ”Far, Egentlig har jeg lyst til at blive hjemme og være sammen med jer, men jeg savner også mine venner på efterskolen.”

Hvad mere kan man ønske sig som forældre? En ung mand, som spiser livet i store mundfulde og stadig synes det er dejligt at komme hjem.

Søren på 18.5 år, går på HHX i Vejle på E-sportslinje. Hvem skulle have troet at de to gymnasiesproglige forældre fostrede en handelsskoleelev 😉 . Jeg er nu ret stolt og glad over, at han valgte anderledes end os, for det giver rigtig god mening i forhold til hans fremtidsdrømme som IT-mand. Jeg er slet ikke i tvivl om at han nok skal ende indenfor den branche – og så er det ret godt at han har mere virksomhedsøkonomiforståelse end Rasmus og jeg tilsammen. Inden han kom på HHX var han et år på efterskole – også på Østerskov ligesom Christian er nu.

Nikolaj på næsten 14 år, går i 8 klasse og har det stadig supergodt. Nikolaj er ”rosinen i pølseenden”, hvilket nok nogen gange kan irritere ham. De to ældste må aaaaltiiing før ham. Nikolajs store drøm er også at komme på efterskole – og det er også Østerskov – egentlig hellere i går end i morgen. Heldigvis for ham så har han vundet et ophold på efterskolen i uge 8, hvor de skal arbejde sammen med Mette Finderup. Det glæder han sig meget til. Det bliver underligt at ”kun” have en ung mand hjemme i den uge, da de to andre er udstationeret til Østerskov.

Så alt i alt, så føler jeg at vi er gået fra at have BØRN til at have selvstændige unge mennesker både hjemme og til udlån.
Det giver en utrolig stor frihed i forhold til alle de drømme Rasmus og jeg har. Det er fantastisk, livgivende og sjovt. Jeg føler lidt det er den anden ungdom. Jeg lover at fortælle mere om det undervejs som tingene (forhåbentlig) lykkes for os.

Jeg håber du har lyst til at læse med – igen. Og du er velkommen til at gå tilbage i mine gamle indlæg, for at læse, hvad jeg har skrevet tidligere.

Knus Mette

Mette – før og nu!

Det er nu ved at være længe siden jeg fik min gastric bypass. Livet har forandret sig meget siden den gang, hvor jeg besluttede at blive opereret. Mest af alt har HELE mit liv forandret sig til det bedre. Det er blevet lettere at være mig. Lettere at blive set som den Mette jeg hele tiden har været – indeni.

Livet som tyk, er ikke let… Der er mange fordomme forbundet med at være overvægtig. De kan mærkes!
Den dag, jeg skråede over vejen, hvor en ældre mand (60+) rullede vinduet ned i sin bil og råbte ”Fede” efter mig og kørte videre… Jeg kunne grine af det og ryste hans helt igennem tåbelige kommentar af mig, men hvor kom hans mangel på pli fra?

I dag kan jeg en gang i mellem mærke det modsatte gøre sig gældende. Den dag jeg stod med min mand i Netto. En fremmed mand kommenterer smilende på mit indkøb og giver mig et anerkendende blik. Min egen mand der grinende går ud af butikken sammen med mig – og måske inderst inde alligevel synes det er lidt sjovt – og dejligt – at hustruen ses af andre end ham – igen.

Hvad er så det bedste ved at kunne skrive at jeg har pt. tabt 70 kg?

Jeg kan gå en tur og følge med i familiens tempo igen.

Jeg kan arbejde i haven – og gøre det færdigt.

Jeg har ikke ondt alskens steder længere. Jeg kan fx ikke huske, hvornår jeg sidst har spist fiskeolie.
Jeg kan løbe (Jeg synes, vist stadigvæk det er overvurderet – men jeg KAN løbe)
Jeg føler mig dejlig i mine egne øjne igen.
Jeg føler mig dejlig i min mands øjne.
Det er smaddersjovt at købe tøj – og nej jeg har ikke sprængt tøjbudgettet. Jeg er blevet trendy, har jeg fundet ud af 😉 . Jeg går på genbrug og køber tøj. Det er sjovt at købe tøj – uden at ruinere kontoen.

Jeg kan så røbe at jeg ikke er helt i mål endnu. Jeg mangler ca. 10 kg. Bare rolig, så er jeg ikke radmager… så skal jeg tabe 20 – 25 kilo… – men jeg har blot målet om at blive ”almindelig” igen – ikke radmager.

Tilbage er så at fortælle at det er en af de bedste beslutninger jeg har taget i mit liv. At få mig tilbage.
Jeg har det fantastisk. Jeg kan spise (næsten) almindeligt. Jeg kan ikke spise for fedt og for sødt – men det var hele ideen med at blive opereret. Jeg kan heller ikke spise enormt store mængder mad, men det var også ideen med operationen. Jeg spiser hverken muse-portioner eller meget ”slankekurs-agtigt”.
Jeg tænker over hvad jeg kommer i munden – tænker over om der er proteiner i den mad jeg spiser og ellers så lever jeg så almindeligt som jeg kan. Det er det jeg skal resten af mit liv. Tænke inden jeg kommer maden i munden – lige som alle andre.

Livet er godt

 

Ja – i grunden har jeg ikke rigtig noget at klage over. Den indre brokkerøv er lagt på hylden for en stund. Det er faktisk ret befriende ikke at være bekymret over noget – kun at have ”småtingene” at tænke på.

Der er sket uendeligt meget denne sommer – og alligevel utrolig lidt. Nej vi har ikke været på den store forkromede jordomrejse , faktisk har vi end ikke været over den tyske grænse for at handle…

Først og fremmest er jeg glad fordi jeg har fået et arbejde. Et arbejde, hvor det er ok at være MIG, indtil videre er jeg blevet taget rigtig godt imod. Børnene er som børn nu er – der er lidt arbejde i dem, men det er godt og det bliver helt sikkert endnu bedre. Præcis som med mine egne børn her på matriklen.

Jeg er, som 60.000 andre kommet ind under den nye reform. Det betyder en tilstedeværelsestid på ca. 40 timer +/- alt efter de forskellige kommuners holdning. Hvordan er det så? I bund og grund synes jeg at tilstedeværelsestiden er fin nok. Jeg har det godt med at sidde på skolen – og jeg har det langt bedre end jeg troede jeg ville have med at mine børn ”må klare sig selv” i eftermiddagstimerne. De er sørme vokset med opgaven!

Det er jo helt fantastisk at se, at de faktisk KOMMER hjem med de rigtige busser hver dag, at de ikke ringer panikslagent, for at vi skal løse -”Hvornår går næste bus, mor?” De klarer sig bare super. De ringer heller ikke hver dag for at høre om de må tage dette eller hint i skabet (ellers en yndet beskæftigelse tidligere :-D)
De har OGSÅ gode skoledage under den nye reform. Min skønne og følsomme Christian, som går i 7 klasse har fået nye lærere over hele linjen – og han har bare klaret det med bravour.  Min skønne Nikolaj i 5 klasse, som kan bekymre sig om mange ting i livet, klarer også busser og skoledagen fantastisk godt. Søren går i 9 klasse og klør på rent fagligt, han mærker ungdomslivets valg komme tæt på nu og modnes også fantastisk – bare hen over en sommer.

Vores sommer er gået med at tage på den årlige sommerlejr med Gifted Children. De sidste par år har det været på Feddet camping ved Faxe Ladeplads. Et fantastisk sommervejr gjorde at rammerne, stemningen – det hele gik op i en højere enhed. Sikke en lejr og sikke skønne mennesker <3.

Vi har også været på Mensas MIK og på Gifted Childrens højskole for at holde foredrag om vores bog. Det har været to lærerige foredrag, som blev godt modtaget. Jeg troede ikke jeg var så god til det der med foredrag – det viste sig at gå fint ;-). I grunden underligt jeg kunne blive usikker på det – efter 19 år i lærergerningen.

Så alt i alt – min indre brokkerøv slumrer lige nu. Hvis det mest vilde jeg kan brokke mig over er lidt forkølelse – så er livet vist ganske godt.

PS – jo for resten – hvor blev sommevejret af? 😉

Sehnsucht

I år har jeg ellers glædet mig over at januar bare hastede forbi med datoblade som i hurtig rækkefølge faldt på gulvet og forsvandt.

I dag bliver jeg så alligevel ramt af ”kan januar dog for pokker ikke bare snart slutte” følelsen.
Solen skinner blegt og vinterligt – i hvert fald lige nu… men jeg savner-savner-savner sol sommer og varme. Jeg overvejer at gå ud og finde nogle grene, der kan få lov at springe ud inde i varmen, men det er simpelthen for koldt til at jeg har lyst til at gå ud…

Lige efter morgenmaden fik jeg sendt Rasmus af sted til bestyrelsesmøde og jeg tog ud for at handle… Jeg kom igennem forretningen UDEN at komme en masse usundt i vognen, men jeg hundefrøs, så jeg kom i stedet hjem med nogle termostrømpebukser og sådan nogle fluffy chenillestrømper… Ikke særlig kønne, men gode til kolde tæer.

Nu sidder jeg her med lyslilla chenillestrømper om tæerne, savner sommeren ude på terrassen. Savner at sidde med gode venner over et glas vin, have tændt op i bålstedet og ungerne, der bare går ud og ind af havedøren, mens de hygger sig. Savner de der sidst på aftenen snakke, hvor livets skønhed bobler op i hjertet og man bare kan mærke at det er godt at være til.

Savner sommermorgenerne, hvor jeg med et lille gys går ud i græsset med bare tæer og mærker duggen stadig er i græsset og lytter til fuglene, der ivrigt fløjter. Stilheden og så alligevel ikke stilhed, for i det fjerne kan man næsten altid høre bilerne, der kører over den nye Lillebæltsbro, med den karakteristiske dunk-dunk, når de passerer bropillerne.

Savner det gule seneftermiddagslys og lyden af børn i haven, som ikke er for store til at tage en tur på en glidebane og med et grin løbe tilbage for at tage en tur mere.

Livet er også godt i januar, men derfor kan man godt længes efter sommer og varme ;-). I januar har jeg børn, der griner inde fra værelserne, mens de snakker med vennerne. Det bløde skær fra et stearinlys, smagen af mandariner, filmhygge og langtidsstegt mad i ovne.

Nu vil jeg så få rejst mig, tændt nogle stearinlys og finde den bog frem, som jeg fik i julegave, men som jeg endnu ikke er begyndt på.

Kan du have en dejlig lørdag – og husk at nyd nuet, mens du længes efter sommer ;-).

Status…

Så er det tid til at lave status… For første gang, i mange år, er min status op til nytår ikke forbundet med følelsen af fiasko, eller følelsen af, at det kan gøres bedre.  For et år siden skrev jeg…

Faktisk har jeg i rigtig mange år IKKE lavet nytårsforsætter. Jeg vil ikke have nederlaget, når jeg nu ikke kan holde dem en mørk fredag aften, hvor kroppen bare skriger efter chokolade… Ind ryger chokoladen og serotoninindholdet i hjernen stiger –  og en time efter melder den kulsorte samvittighed sig…. Og ja når man nu en gang ER faldet i, hvorfor så gøre sig umage? Lige hvad angår årets “nu skal vi på slankekur efter julen” har jeg en vilje som en kogt spagetti. Jeg ender som regel med at fokusere på alt det jeg IKKE kan eller må få eller også så forsvinder kiloene ikke hurtigt nok. Derfor har jeg taget en drastisk beslutning. Jeg er ikke klar til at sige den højt endnu – men det håber jeg kommer.

Nu sidder jeg så her så – et år senere og kan lave status på sidste års nytårsforsæt. Det er faktisk en ret underlig følelse. Underligt fordi der for første gang i mit liv, er med en følelse af at lykkes.
Sidste år turde jeg ikke sige at jeg skulle gastric bypass opereres, fordi jeg var så uendeligt træt af at være alt alt alt for tyk. Jeg var bange for, hvad andre tænkte om det, for fordommene om folk der er blevet opereret, bange for de fysiske følger, i tvivl om jeg turde og om lægerne ville sige ja. Jeg ved. at jeg inderst inde, var bange for enten at dø på operationsbordet eller af fedme indenfor få år.

Jeg blev opereret den 11. september 2013 og har alt i alt tabt over 40 kilo indtil nu. Jeg har i vid udstrækning fået styr på de mørke fredage aftener, hvor kroppen bare skreg efter chokolade. Trangen til noget sødt, noget at stoppe i munden kan stadig være der, men jeg er blevet god til at vælge de gode løsninger for mig selv. Jeg er blevet rigtig god til at mærke om det faktisk ”bare” er kedsomhed – eller om jeg ER sulten. Det at blive fedmeopereret hjælper ens vægttab på vej, men ikke på den psykiske side af problemerne med at spise forkert eller for meget. Jeg har haft psyken til at lave det om selv, men jeg ved, at mange andre fedmeopererede ikke har haft styrken til det. For dem håber jeg, der i fremtiden også knyttes lidt psykologtimer til operationen, da det er vigtigt at få den side bearbejdet også.

I 2013 lykkes det mig (os) også at blive forfatter(e). Jeg – der hadede pædagogik på lærerseminariet af et godt hjerte, er blevet pædagogisk forfatter. Det er da både sjovt og ironisk – og så er jeg faktisk møghamrende stolt af det. Den udkommer til marts 2014. Næste år byder på en bog mere, håber jeg, men også en masse andre udfordringer – nogle jeg kan ane skitsen af og andre som jeg slet ikke kender til endnu.

Livet i 2014 – handler stadig om det fortsatte vægttab, men for pokker altså også om en hel masse andet:
Det handler om at komme i gang med motionen.
Det handler om at få skrevet flere bøger.
Det handler om at turde springe ud i livet.
Det handler om sjove timer med venner og familie.

Det handler om at elske og blive elsket.

Med mit tilbageblik – så vil jeg spørge dig – ”Hvad er dine drømme for 2014.” Et år kan forandre meget – hvis man altså tør springe ud i det. Det tog mig 43 år at turde, nå dertil. Jeg håber andre tør lidt før jeg har gjort :-).

Om at turde…. ;-)

I sommers sad jeg i en bil sammen med en rigtig sød kvinde. Hun snakkede om løst og fast, og sagde undervejs: – ”Mette, du og Rasmus skal da lave et firma…” Det gippede i mig! Nej for pokker – jeg er jo ikke den selvstændige type, var den første tanke der fløj gennem mit hoved og faktisk også ud af min mund.

Som den kloge kvinde hun er, lod hun mig sidde og tvivle, stamme lidt og komme med undskyldninger, hvorefter hun smilede og sagde:

-” Det kan I godt – jeg har gjort det Mette, så kan I også!”

Så snakkede vi i øvrigt videre om noget andet, mens vi kørte videre mod et cafemøde. Efteråret er gået, mange andre skibe blev sat i søen undervejs, men hendes ord blev ved med at genlyde i mine ører, når der ellers var helt stille i huset… Kan jeg, tør VI?? Og vil jeg? Er jeg den selvstændige type eller kan jeg godt stå på egne ben?

I dag stødte jeg så på et citat som nok rammer ganske godt, hvad det egentlig handler om:

If it scares you, it might be a good thing to try…

Endelig tog jeg mod til mig – her i begyndelsen af december. Jeg ringede til det lokale erhvervscenter. Det viste sig at de har et fantastisk tilbud. De holder nystartede firmaer i hånden – vejleder og taler med os – giver den rigtige vejledning og skubber til os, indtil vi føler vi kan stå på egne ben. I begyndelsen af det nye år, skal vi i gang, med de indledende øvelser der skal til.

Så mit nytårsfortsæt for 2014 handler IKKE om vægttab (det skal nok komme – næsten – af sig selv), men det handler om at stå på den højeste vippe i svømmehallen. Stå deroppe, mærke angsten prikke i fingrene, mærke at jeg har en snert angst for at slå mig, når jeg rammer vandet. Den udefinerbare følelse af, at alt det jeg har gjort, ALT det, der er sket indtil nu at gode og mindre gode ting i livet, har ledt frem til det øjeblik, hvor jeg står på vippen – hopper ud og mærke suset – mærker spændingen.
….
(Og til jer, der aldrig har været udspringere – det er det skønneste sus det giver, når springet lykkes og man rammer vandet uden at slå sig – men det er en helt anden historie, fra min ungdom.)

Forældresamarbejde, skoler og politik

Det har ellers gået fantastisk i rigtig rigtig lang tid, med mine børn. Det gør det sådan set stadigvæk, men der har været lidt bølgegang her på det sidste, med den ene af dem. På den ene side, er jeg en masse erfaringer med mig i bagagen om at takle børn og skoleproblemer og på den anden side så må jeg erkende at ”kroppen husker”, når man bliver udsat for noget som føles forkert eller uretfærdigt.

For nyligt blev jeg spurgt om, hvordan man får forældre til at gå mere konstruktivt ind i forældresamarbejdet med skolen….

Jeg ved ikke om jeg er den rigtige at spørge, for jeg har ikke altid kunnet gå konstruktivt ind i et samarbejde med mine drenges tidligere skoler. Jeg har prøvet at græde af frustration, været vred, rejst mig fra et møde og også skældt heftigt ud. Hvorfor gjorde jeg så det, for det ER jo ikke særlig konstruktivt? Jo jeg følte mig ikke mødt, anerkendt som forælder OG som den fagperson jeg også er. Jeg har følt at jeg, som forælder, skulle opdrages, at der blev gået ind i privatsfæren også med ting, som jeg vitterligt, hverken som lærer eller mor synes kom dem ved. Jeg har forsøgt at forklare mine børns særheder og styrker, hvor jeg har oplevet at det vi så KUN arbejdede videre med var alle særhederne.
Dette stemmer ikke overens med folkeskolens generelle agenda om at børn vokser gennem at få ros, anerkendelse og med at dyrke det som børnene i forvejen er gode til. Jeg synes faktisk der er et skisma mellem det vi som skole/lærere mener rent pædagogisk og det som så faktisk sker i praksis.

Vi glemmer nogen gange idealerne i hverdagens travlhed, politiske skæld ud og besparelser.

Jeg har også mødt skoler, hvor der var tillid til os som forældre, hvor vi anerkendte hinanden og hvor samarbejdet kørte – også selv om det i en periode var svært for vores barn.

Jeg har grundlæggende den holdning, at vi alle er ligeværdige! Det har altid været min holdning, hvad enten jeg sad ved bordet som lærer eller som forælder. Det er imidlertid ikke alle skolers holdninger. Eller jo det mener de nok, men de udlever det ikke i mødet med forældrene.

Min holdning har også været at forældrene som regel er dem der er eksperterne på lige netop deres barn – og skolens fornemmeste opgave er at LYTTE GODT EFTER, når forældre forsøger at bringe løsninger på banen for problemer i skoletiden. Det er naturligvis ikke altid at løsningen kan bruges som den lægges ud, men som regel kan man som skole bruge dele af den, for at møde forældrene og vise at man har lyttet og hørt hvad der blev sagt. Der er mange skoler, der oplever, at år forældre er løsningsorienteret, så forsøger de at gå ind på skolernes kompetenceområder. Det er imidlertid sjældent tilfældet fra forældrenes side af.

Jeg tror at grunden til at skoler føler sig truet på deres faglighed for en stor del skyldes mediernes, Michael Ziegler, Anders Balles og flere politikeres tydelige mistillid til at folkeskolen er god nok.

Lærerne arbejder ikke nok, er ikke professionelle nok, holder for mange kaffemøder, er ineffektive, underviser for lidt osv… Vi fik alle fordommene ridset under forårets konflikt. Det gør noget ved et fag – ved en fagperson år efter år at få at vide at vi/de ikke er ”gode nok”, har det for godt osv osv.

Jeg tror, at det så mønter sig ud i en virkelighed, hvor når forældre så kommer med velmenende løsninger, så opfattes det, som en yderligere kritik af deres faglighed, fremfor faktisk det det er tænkt som – en løsning.

Jeg kunne så godt tænke mig at ALLE – politikere, Anders 1 og 2, Michael og Corydon og Antorini stolede lidt mere på at vi/de KAN – hvad enten man er forælder eller skolelærer. Det er faktisk ødelæggende for noget så enkelt, som et forældresamarbejde, at føle at man skal sidde på hver sin side af bordet, fremfor på samme side – for barnets bedste.

Hvor er din numse, Mette?

Hvor er din numse, Mette?

Det er da de mærkeligste kommentarer man kan komme ud for ;-). Rasmus lagde armene om mig for et par dage siden og sagde disse ord. Min krop er i hastig forandring. Jeg kan næsten se forskel fra uge til uge.

Nu er jeg snart igennem de 14 dage på flydende kost efter gastric bypass operationen. De 14 dage er gået godt. Rigtig godt endda. Jeg har tabt 18 kg før operationen og så ca. 5-6 kg efter operationen, så jeg er næsten oppe på de 25 kg fedt som er forsvundet fra min krop… Det er lidt vildt.

Jeg var lidt øm efter operationen, og træt – rigtig træt. Ømheden gik hurtigt over, men jeg er stadig ret træt. Måske skyldes det at jeg ikke er ret god til at gå ned i gear og glemmer at jeg lige nu er ved at hele op inden i og det tager på kræfterne… Jeg forsøger dog at lægge mange pauser ind i løbet af en dag, men måtte alligevel ligge totalt brak hele søndag eftermiddag, fordi jeg ikke havde passet godt nok på mig selv… Jeg håber den del snart går over og det bliver bedre når jeg får rigtig kost igen – PÅ TORSDAG! Jeg glæder mig til at sætte tænderne i noget ordentlig mad igen – fx bare i røræg og fisk. Mums .

Det er i virkeligheden lidt svært at følge med mentalt i det der med at tabe sig. Jeg har haft tøj som sad for nu at sige det ærligt… Rigtig stramt! Det er for stort nu. Jeg bruger noget af det stadigvæk, men jeg kan godt se det poser tåbeligt efterhånden. Så jeg skal til at lede efter andre bluser og andre bukser. Heldigvis, så har jeg en veninde, som gav mig noget tøj for nogle måneder siden, som jeg snart kan passe, så jeg skal i første omgang ikke igennem den helt store indkøbstur i tøj.
Og så leder jeg efter nogle gamle støvler og et par sko som var rigtig smarte. Jeg har nemlig også tabt mig på fødderne så mine nuværende sko er blevet for store. Jeg kan ikke holde dem på hælen :-D. Når jeg går forbi spejlet, så kan jeg godt se jeg er mig stadigvæk, men det er rigtig dejligt at se en mindre Mette.

Det bedste ved det hele er de små ting. Det gør ikke ondt i knæet at gå op ad trappen. Jeg kan rejse mig hurtigt uden jeg føler mig tung. Jeg kan rejse mig lettere fra gulvet uden det bare ser åndsvagt ud. Alle de små ting, som føles lettere allerede nu.

Det bedste ved det hele er at det bliver endnu lettere. Jeg glæder mig til at kunne hoppe ordentlig igen, til at kunne lægge benene over kors, til at løbe uden at føle mig totalt tumpet til at lege i haven med mine drenge og banke dem i et eller andet havespil eller bare på wiien.

Drengene har også lidt svært ved at følge med. Den ene af mine drenge, var bekymret for om jeg kommer til at spise almindeligt igen. Jeg har taget lidt snakke med dem om kosten fremover. I virkeligheden kommer den til at ligne det vi alle bør spise – diabeteskost. Ikke for megen fedt og ikke ret meget sukker. Og så skal jeg altid prioritere proteiner over alt andet – selv brød. Jeg glæder mig til torsdag, for så skal jeg begynde på mit rigtige nye madliv, som så skal ind i en hverdag og gænge, hvor det bare bliver naturligt at spise det rigtige for min krop.

Så om jeg fortryder at have fået lavet en gastric bypass – Nej det gør jeg ikke! Jeg er glad over beslutningen for det har allerede gjort livet lettere for mig.

Om indre omvæltninger…

Ja i bogstaveligste forstand. Jeg fik en gastric bypass i onsdags på Esbjerg sygehus. Jeg vil faktisk starte med at rose sygehuset for at være en utrolig godt sted at være indlagt – når det nu skal være ;-). De er alle sammen utroligt søde og flinke – lige fra diætister, læger, sygeplejersker, hjælpere osv… Jeg har KUN ros til dem over hele linien.

Hvordan er det så – at få lavet sådan en omkørsel i maven. Hvis jeg ser bort fra narkosen og bivirkninger fra denne, så har jeg det faktisk godt – rigtig godt. Jeg skal spise flydende kost i 14 dage og må derefter gå over på babymosniveau i 14 dage med almindelig mad. Derefter kan jeg spise omtrent frit, blot jeg resten af mit liv tænker på proteiner i maden, før jeg tænker alt andet. Det er helt utroligt så hurtigt man får orienteret mig i retning af dette nye HURRA-ord i min verden. Proteiner….. Jeg har fx fundet ud af at bestemte mærker i kvark og skyr indeholder meget mere protein end i andet. Om 14 dage, så begynder jeg at orientere mig lidt mere ud i andre madvarer igen. :-D.

Dernæst er jeg med i et forsøg med gastric bypass opererede. Jeg synes det var helt vildt spændende – egentlig mest fordi jeg skulle i en ct-skanner… Nøj alle de science fiction bøger kom ind på lystavlen i samme sekund, som da den store magnet begyndte at dreje rundt… Jeg lå faktisk med et lille smil på læben og forestillede mig, at jeg om et sekund kunne ryge ind i en anden tidslomme :-D.

Børnene har taget det fint. De har været bekymrede – for om jeg nu var ok efter operationen. Det ER jeg. Jeg drømte faktisk under narkosen – det troede jeg i grunden ikke man gjorde. Jeg drømte et eller andet om Rasmus og ungerne, men jeg kan ikke rigtig huske hvad.

Så alt i alt i min lille verden, så har det stået på hospital, sexede støttestrømper ;-), flydende kost og kørsel frem og tilbage mellem Esbjerg. Det er dog dejligt ikke at være syg – som sådan.

Knus Mette 🙂